Jeg er tilbage blandt verdenstoppen

Camilla Pedersen er en vinder, og derfor havde hun svært ved helt at være tilfreds med den flotte ottendeplads ved verdensmesterskaberne på Hawaii i lørdags, men lidt glæde var der alligevel at spore over.

– Jeg er sjældent helt tilfreds, når jeg ikke vinder, men med den optakt, jeg har haft, så skal jeg også være glad for, at jeg kunne stille til start, og at jeg gennemførte, forklarer Camilla Pedersen, der ikke havde optimale træningsbetingelser på til løbet på grund af en rygskade, hun pådrog sig i starten af august.
– Det har givet mig blod på tanden, og jeg har fået mange erfaringer med hjem, så nu skal jeg bare arbejde endnu hårdere.

Både svømning og cykeldistancen blev tilbagelagt i fin stil, mens udfordringerne som ventet kom under maratonnet.
– Jeg vidste godt, at jeg ville blive udfordret på løbet på grund af rygskaden, men jeg har jo før mødt bump på vejen, og jeg har kæmpet for at holde humøret og motivationen oppe, og jeg sled mig igennem. Jeg er stadig ikke tilbage på mit niveau på Ironman-distancen, men vi skal nok finde nøglen til succes. Vi prøver nye ting og træningsmetoder af, så jeg finder forklaringen, siger Camilla Pedersen, der dog også glæder sig over at stå midt i et felt af verdens bedste triatleter.
– Jeg minder mig selv om at sætte tingene lidt i perspektiv. Jeg var jo endelig i Kona, og det skal jeg være glad for og stolt over. Jeg er jo tilbage blandt verdenstoppen på Hawaii, hvilket var et mål for mig. Nu er der sat nye mål, og dem er jeg klar til at kæmpe for.


Foto: Michael Pedersen.

Drømmen for Camilla Pedersen er, at hun kan komme på podiet på Hawaii. Noget ingen danske kvinder har gjort før.
– Det er mit mål og en stor drøm, at jeg vil være den første danske kvinde til at køre på podiet ved VM Ironman på Hawaii. Vi har to flotte fjerdepladser, Susanne Nielsen i 1999 og Michelle Vesterby i år, så nu mangler vi en rød-hvid podieplads, og jeg vil give det alt den forberedelse, det kræver. Tid, tålmodighed, vilje og motivation – og en lille smule stædighed, og det har jeg, griner Camilla.

Camilla Pedersen sluttede på en 8. plads i tiden 09:25:41.

Foto: Michael Pedersen.

/JMT

Leave a Reply