At stille op er en stor sejr

Camilla Pedersen kan slet ikke vente på, at startskuddet lyder til dette års VM i Ironman på Hawaii, for hun er jublende lykkelig for endelig at være deltager.

VM på Hawaii er blandt triatleter det største, og det er det også for Camilla Pedersen, der i år efter en lang kamp endelig skal i ilden.
– Alle de bedste i verden er her og stiller til start, og alle er helt sindsygt godt forberedte og fokuserede, men der er også mange, der knækker, for det er et specielt sted med uforudsigelige vejrforhold, fortæller Camilla Pedersen, der siden ulykken i 2013 har haft det som mål at stå på startlinjen til VM på Hawaii, men optakten har langt fra har været optimal.
– Jeg har døjet med en skade, siden jeg vandt EM 70.3 den 9. august, så jeg har ikke løbet i syv uger, men er endelig kommet i gang igen. Det er ikke som håbet, men man møder altid bump på vejen, og det er jeg jo vant til, smiler hun og forsætter:
– Jeg giver aldrig op. Mange sagde til mig, at jeg ikke kunne køre Hawaii i år, og jeg skulle holde mig i ro, men vi har endnu en gang arbejdet anderledes, og nu er jeg her. At vinde er ikke altid at blive nummer 1, men at nå sine mål, og når jeg er med fra start til VM, så har jeg nået det første af mine, slutter hun.

Camilla Pedersen starter lørdag kl. 18.35 (dansk tid).

Camilla Pedersen ønsker at have fuldt fokus på forberedelsen, hvorfor hun ikke er tilgængelig for pressen før efter løbet.

/JMT

Foto: Michael Pedersen. Må benyttes redaktionelt ved akkreditering af fotografen u/b.

Leave a Reply